Ved valget i 2009 havde jeg fire klare mærkesager. Dem kan du læse mere om herunder:
Grøn jobpakke
Europa skal styrket ud af den økonomiske krise. Derfor skal vi energirenovere offentlige bygninger, fordoble forskningen i energi, indføre højhastighedstog mellem EU’s hovedstæder og globalt fjerne tolden på miljøteknolo
- Venstre vil bruge flere penge på at energirenovere offentlige bygninger i Europa, herunder anvende flere af de penge der ligger i de store strukturfonde. Renoveringerne vil skabe jobs og efterlade os med lavere energiregninger og mindre klimabelastning. Venstre vil herunder arbejde for at internationale organisationers bygninger energirenoveres og tjener som fornemme eksempler på, hvad der i dag kan lade sig gøre i forhold til at begrænse miljøbelastningen.
- Venstre vil fordoble forskningen i energi og sundhed. Vi skal ikke mindst opfinde os ud af de problemer vi står over for. Venstre vil bl.a. bruge flere forskningsmidler til praktiske demonstrationsanlæg for at gøre vejen fra forskning til faktura kortere.
- Venstre vil etablere højhastighedstog mellem EU’s hovedstæder. Det er et langsigtet og gigantisk projekt, der vil skabe vækst og jobs på både kort og lang sigt. Flere europæiske hovedstæder er allerede forbundet med højhastighedstog - målet må være at få alle med.
- Venstre vil arbejde for nul told på miljøteknologi globalt for at fremme den frie handel og ikke mindst forbedre miljøet.
- Venstre vil, at de største europæiske virksomheder alle årligt skal redegøre for hvilket socialt ansvar de påtager sig, herunder indsatsen vedrørende miljø og klima.
- Venstre vil, at EU støtter op om Europas eliteuniversiteter - og herunder sikre at Europas kvikkeste unge hoveder kan få plads på de bedste eliteuniversiteter, uanset om man er fra Rødovre eller Rumænien.
- Venstre vil have mere fri handel, ikke mindre. Det indre marked skal styrkes yderligere og en frihandelszone skal etableres med Nordamerika, hvor første reelle skridt passende kan være at sætte handlen med miljøteknologien - i alle dens former - fri.
Større sikkerhed
Vi skal bekæmpe kriminaliteten i Europa. Derfor skal vi styrke EU’s ydre grænser med mere grænsekontrol, vi skal have en EU-kommissær for grænseoverskridende kriminalitet, og vi skal gøre en større indsats for at bekæmpe korruption i medlemslande
- Venstre vil have styrket EU’s grænser. Alle lande skal derfor fremover forpligtes til at bidrage mere til bevogtningen af EU’s ydre grænser og dermed til Frontex’s operationer. Og i Danmark skal vi løbende vurdere behovet for optrappede indsatser i form af baglandspatruljer mv.
- Venstre vil have et ansigt på kampen mod den grænseløse kriminalitet. En ny EU-kommissærpost skal etableres, så det er tydeligt hvem der har ansvaret for bekæmpelsen af ulovlig indvandring, smugling af narko, våben og mennesker, kampen mod terror, osv. Den eksisterende retlige kommissærpost skal derfor deles i to, så kampen mod den grænseløse kriminalitet optrappes.
- Venstre vil have forstærket kampen mod korruptionen i medlemslandene. For det første skal kravene til nye medlemslande være benhårde og ikke til at forhandle om. Og for det andet skal et nyt anti-korruptionscenter stille rejsehold til rådighed for landene, udbrede viden om hvordan det står til med korruptionen, samt tilbyde at uddanne embedsfolk i god regeringsførelse.
- Venstre vil styrke Europols muligheder for at efterforske. Europol skal ikke bare være en informationscentral, men også have en lang række dygtige efterforskningshold, der på tilkald kan rykke ud i medlemslandene og hjælpe nationale myndigheder i grænseoverskridende sager, såsom menneskesmugling.
- For at sikre optimale muligheder for at bekæmpe kriminaliteten skal vores nuværende retsforbehold ophæves, ellers vil den styrkede europæiske indsats over tid gå uden om Danmark.
Færre regler
EU skal koncentrere sig om de store problemer, vi ikke kan løse hver for sig. Derfor skal vi sikre, at EU ikke bruger kræfterne på at regulere på områder, hvor det ikke giver mening. På en række velfærdsområder skal EU slet ikke blande sig i dansk politik.
- Når det gælder f.eks. uddannelsespolitik, sundhedspolitik og socialpolitik, så skal EU's indflydelse alene berøre områderne, når det drejer sig om grænseoverskridende spørgsmål. F.eks. om retten til sygeforsikring, når man tager til et andet EU-land, eller om retten til at tage en del af sin uddannelse på et europæisk universitet.
- EU skal altså ikke bestemme hvornår man kan gå på efterløn, hvor høj folkepensionen skal være, hvor skattetrykket skal ligge, hvilke pasningstilbud børnefamilier skal tilbydes, hvilken kvalitet ældreplejen skal have osv.
- Vi vil sætte grænser for politik - i EU ligesom i Danmark. Overlader vi det politiske initiativ til socialisterne i EU, vil protektionisme og formynderi blive hverdag for europæerne.
Frihed og ligestilling
Vi skal gøre de danske værdier om frihed og ligestilling til europæiske værdier. Derfor vil vi stå fast på, at alle skal kunne tænke, tale og tro, som de vil. Vi vil kæmpe for ligestilling mellem køn og seksualitet, og vi vil sikre minoriteters forsamlingsfrihed i hele Europa.
- Venstre ser desværre tegn på, at vi i Europa ind imellem tager vores individuelle frihed for givet. Vi glemmer at kæmpe for den, at diskutere den og at forsvare den. Vi har overraskende nok set, at kampen for en så basal frihed som ytringsfriheden, var hårdere end man skulle have ventet.
- Venstre vil kæmpe for menneskers personlige frihed. Det gælder ikke mindst i kampen for ligestillingen. Vi vil ikke acceptere at kvinder ikke regnes og behandles som lige. Vi skal ikke tillade at ligestillingen, som Europa er nået så langt med, rulles tilbage. Tvang og undertrykkelse skal bekæmpes og det gælder uanset om det er i forhold til unge indvandrerkvinder i forældede familiemønstre, eller homoseksuelle der chikaneres i Østeuropa.
- Venstre vil forsvare vores basale friheder og ved enhver lejlighed tage frihedens parti i Europa-Parlamentet. Frihed og ligestilling må og skal være mærkesager i Europa - i hvert fald hvis man er liberal.