Frihed og ligestilling
Vi skal gøre de danske værdier om frihed og ligestilling til europæiske værdier. Derfor vil vi stå fast på, at alle skal kunne tænke, tale og tro, som de vil. Vi vil kæmpe for ligestilling mellem køn og seksualitet, og vi vil sikre minoriteters forsamlingsfrihed i hele Europa.
- Venstre ser desværre tegn på, at vi i Europa ind imellem tager vores individuelle frihed for givet. Vi glemmer at kæmpe for den, at diskutere den og at forsvare den. Vi har overraskende nok set, at kampen for en så basal frihed som ytringsfriheden, var hårdere end man skulle have ventet.
- Venstre vil kæmpe for menneskers personlige frihed. Det gælder ikke mindst i kampen for ligestillingen. Vi vil ikke acceptere at kvinder ikke regnes og behandles som lige. Vi skal ikke tillade at ligestillingen, som Europa er nået så langt med, rulles tilbage. Tvang og undertrykkelse skal bekæmpes og det gælder uanset om det er i forhold til unge indvandrerkvinder i forældede familiemønstre, eller homoseksuelle der chikaneres i Østeuropa.
- Venstre vil forsvare vores basale friheder og ved enhver lejlighed tage frihedens parti i Europa-Parlamentet. Frihed og ligestilling må og skal være mærkesager i Europa - i hvert fald hvis man er liberal.





